Mails med sarkastisk indhold bliver ofte misforstået, hvilket kan føre til en del forvirring og i nogle tilfælde direkte internet-krig.
Sidder du nogle gange og spekulerer på, om indholdet af en mail er ment seriøst eller i spøg? Så er du ikke alene.
En amerikansk undersøgelse har vist, at det kan være utroligt svært at tyde en mail.
60 studerende deltog i undersøgelsen, hvor de skulle skrive e-mails til hinanden om bestemte emner og med en bestemt tone. Enten seriøst eller sarkastisk.
Og det var kun i lidt over halvdelen af tilfældene, at det lykkedes for modtageren at fastslå den rigtige tone i mailen.
Forskerne fandt ud af, at folk selv 'hører' den tone, de skriver meddelelsen i. Og omvendt læser modtageren mailen ud fra det humør eller den sindsstemning, han eller hun er i på det tidspunkt. Så fortolkningerne af en enkelt mail kan altså være vidt forskellige.
Årsagen? Selvcentrering. Folk har svært ved at sætte sig ud over sig selv, når de læser eller skriver mails.
Helt tilbage i 1990 lavede en amerikansk psykolog en undersøgelse af folk, der skulle gætte hvilken sang, andre nynnede. Og det gik utroligt dårligt med gisneriet. Kun tre procent af sangene blev gættet af lytterne. Her gjaldt det samme, som det gør med mailene.
Nynnerne mente, at det måtte være let nok for de andre at gætte. De hørte jo sangen med instrumenter og hele molevitten inde i hovedet, men tænkte altså ikke over, at lytterne ikke havde den samme melodi spillende i deres hoved.
Mailforskerne lavede endnu en undersøgelse, hvor halvdelen af testpersonerne indtalte deres meddelelse på et bånd, mens den anden halvdel skrev en mail som før.
Modtagerne havde meget lettere ved at tyde de indtalte meddelelser frem for de skrevne. Tre ud af fire af de indtalte beskeder blev tydet rigtigt af modtageren.
Ikke nok med at det kan være svært at læse afsenderens humør, så har folk også en tendens til at overvurdere netop denne evne. I den amerikanske undersøgelse anslog modtagerne, at de gættede rigtigt i ni ud af ti tilfælde, men som sagt lykkedes det kun i lidt over halvdelen af tilfældene.
Afsenderne af mailene var dog ikke helt så optimistiske. De regnede med, at 78 procent af beskederne ville blive tolket korrekt.
Men gode til at tolke tonen i mails er der altså ikke mange, der er. Og det kan få ubehagelige konsekvenser.
Mails, der bliver tolket forkert, kan føre til de såkaldte flame wars. Et fænomen på internettet, hvor folk sender hadefulde mails til hinanden eller skriver sure og fornærmende beskeder på chatforums.
Ofte udbryder krigene, som kan være meget ubehagelige, når folk, der har stærke meninger om et emne, krydser klinger i en debat.
Men online-stridigheder kan altså også opstå ved misforståelser af mails og beskeder.
Så pas på tvetydige bemærkninger i mails - det kan være modtageren misforstår dem. Og hvis du selv føler dig stødt af en mail, så tænk lige over, om du mon nu også har tolket de skrevne ord korrekt, inden du giver et harmt svar.
Hvordan vurderer du denne side?
Katy Perry har et helt slikskab af iørefaldende melodier på sit nye album, "Teenage Dream".