Her er de bedste elektroniske julegaver, som vil glæde enhver, der interesserer sig for teknologi.
Julen nærmer sig til glæde for nogle og til gru for andre, og i den anledning har vi udarbejdet LabConfidentials officielle julegaveguide 2008, som du kan copy/paste direkte til din egen ønskeseddel. Vi har nemlig ikke kigget længere ud i fremtiden, end at alt på listen rent faktisk kan købes i dag! Det er våde drømme for enhver teknologitosset gadgetfreak, og den kategori tilhører vi vist alle. Har du indvendinger eller tilføjelser, så læg dem i kommentarsporet.
iGala trådløs digital billedramme

En digital billedramme fra Aequitas Technologies, der kan lidt mere end de fleste. Udover at vise billeder på 8″ skærmen i 800×600 har den WiFi forbindelse, så den kan trække billederne fra din flickr konto og egen emailadresse, så du eller andre kan maile billeder direkte hjem i stuen. Desuden har den touchscreen, kan spille musik og vise nyheder, vejrudsigter eller anden information. Kan dine billedrammer det? Set til $239 eller omkring 1400 kr.
iGala wireless digital picture frame
Touchdiva

Et danskudviklet musikanlæg til kvinder, der forsøger at gentænke måden, vi hører musik på i hjemmet. Anlægget har ingen lagerplads men streamer al musikken fra nettet, som følger med et månedligt abonnement på 75 kr. Betjeningen foregår via den 15″ store touchscreen, og inde bag sidder to 125 watt forstærkere fra B&O. Det er et ambitiøst projekt, som bliver spændende at følge. Sættes til salg 1. december til små 6000 kr.
Sony PRS-700 e-bog

Du har hørt om Amazons Kindle, men Sony laver også e-bøger baseret på elektronisk blæk. PRS-700 er det nyeste skud på stammen og har som noget nyt en 6″ berøringsfølsom skærm (begynder man at se et mønster?). Hukommelsen rækker til 350 bøger og batteriet til 7500 sidevendinger. Til prisen på $400 (2300 kr.) følger 100 bogtitler.
Sony Rolly

En dansende mp3-afspiller. Det er måske det mest åndssvage, du længe har set, men den lille æggeformede afspiller fra Sony er nok det, man vil kalde for nuttet. Når musikken spiller bevæger Rolly sig til musikken ved at vende og dreje rundt og flappe med lågene for enderne. Det skal absolut ikke gøre godt for andet end at underholde, men lyden er overraskende god (vi har en på kontoret). Hukommelsen er på 2GB, og Sony forlanger intet mindre end 3000 kr. for det trillende æg.
Art Lebedev Verbarius ur

Digitaluret fra Art Lebedev - firmaet, der også står bag OLED tastaturet Optimus Maximus, brillerer ved at vise klokkeslættet i tekstform i stedet for tal. Mere er der faktisk ikke at sige om det bortset fra, at det ser godt ud! Dansk er desværre ikke blandt standardsprogene, men kan angiveligt tilføjes. Koster ca. 1100 kr.
Blackberry Storm

Mobilmærket Blackberry er forretningsmandens - og Obamas bedste ven og så afhængighedsdannende, at den går under navnet Crackberry. Normalt har Blackberry telefoner fuldt tastatur, men Storm er deres første forsøg med det nok så populære touchscreen format (der var den igen). Det er altså en iPhone killer, men hvor Apple efterhånden lugter mest af tyggegummi og popcorn, så oser Blackberry langt væk af hård business - og det kan vi godt lide! Netop sat til salg i USA og UK til priser afhængig af abonnement.
Adapt Pocket Projector

Mini projektorer har været længe undervejs, og nu ser de endeligt ud til at ramme gaden. Adapt Pocket Projector er ikke større end en buttet mobiltelefon, men kan vise billeder op til 50″. Det vil sige, at du har en 50″ skærm når som helst og hvor som helst, og det er ikke svært at tænke på situationer, hvor det vil være meget belejligt. Set til 2800 kr. på gadgets.dk.
Gocycle elektrisk cykel

Benzinbiler er utrendy, og mens vi venter på gadeklare el- og hybridbiler, kan vi passende rulle en tur på en elektrisk cykel fra Gocycle, som kombinerer el- og rugbrødsmotor. Batteriet rækker til mellem 13 og 32 km afhængig af, hvor doven du er, og topfarten er omkring 24 km/t. Prisen er omkring 8000 kr., men er i øjeblikket udsolgt.
Luke Skywalkers Lyssværd

Du læste rigtigt. Selveste Luke Skywalker, der besejrede imperiet og befriede sin egen far fra den mørke side har sat sit lyssværd til salg. Selv Jediriddere bliver åbenbart ramt af finanskrisen. Det er auktionshuset Profiles in History, som bortauktionerer over 500 originale Hollywoodeffekter, hvor man bl.a. også finder Indiana Jones' hat og pisk. Sværdet er vurderet til omkring 1 mio. kr. og auktionen starter 11. dec.
Soldrevet julelyskæde

Vi slutter af med lidt miljøvenligt julepynt. For julelys er unødvendige strømslugere, og det går ikke i dag, hvor polerne smelter (tænk på isbjørnene)! Men med en soldrevet lyskæde, kan man både excellere i smagløshed ved at plastre hele huset ind i julebelysning OG samtidig redde verdenen. Det er vist det, man kalder en lose-win situation... Koster $40 (230 kr.) og skal nok købes som tidlig adventsgave, hvis man skal nå at få gavn af den.
Jonas Juhler Hansen er redaktør på LabConfidential.dk, som hører under Innovation Lab
Hvordan vurderer du denne side?
Katy Perry har et helt slikskab af iørefaldende melodier på sit nye album, "Teenage Dream".